Med en baggrund som tømrer startede Aage Jensen Stantek i 1980. Dengang vandt typehusene frem, og huse i ”samlesæt” erstattede detaljerne og det fine håndværk.
Det fik Aage Jensen til at se sig om efter nye udfordringer. Efter en årrække som værkfører i forskellige virksomheder havde han stiftet bekendtskab med metalfaget og kunne nu se muligheden for at få håndværket tilbage i livet som selvstændig smedemester.
Stantek blev født i en tom staldbygning hjemme hos Aage Jensen. Her løste han opgaver for de lokale og blev hurtigt kendt som lidt af en tusindkunstner. Året efter kom sønnen Michael Askø med i firmaet, og de fik gennem en bekendt, der var ingeniør, en større opgave hos DSB. Det skulle vise sig at være starten på en virksomhed, som i dag har udlært tre svende, heriblandt Nicklas Askø, der som 3. generation i Stantek bidrager til den daglige drift og ledelse.
I 2013 overtog Michael Askø firmaet, kort før Aage Jensens død, og sammen med sønnen Nicklas Askø føres de gamle værdier nu videre i 3. generation.
Udvikling og alsidighed er nøgleordene i hverdagen for Stantek og det er en vigtig del af vores strategi, løbende at udlære nye smedesvende.
Det giver et friskt pust at have en lærling, og vi er glade for at kunne bidrage til faget ved at lære fra os.
Fleksibilitet og forståelse for driften
Vores værksted emmer af godt samarbejde og god stemning og vi lægger stor vægt på god dialog. Det skal være rart at gå på arbejde i Stantek, og vi vil bevare vores gode relationer til vores kunder. Derfor er det vigtigt for os, at vi forstår hinanden, og at du som kunde føler dig tryg ved det, vi anbefaler.
Vi producerer næsten alt på vores eget værksted, og vi garanterer for den kvalitet, du modtager. Vores skarpe kontrol sørger for at holde produktet op mod vores kvalitetskrav, inden produktet sendes ud af porten. Derfor lærer vi vores lærling fra starten at kunne og turde arbejde selvstændigt og hermed at have forståelse for vigtigheden af kvalitet.
Vi ved, at driften i din virksomhed ikke må stå stille, og vi rykker derfor ud på alle tidspunkter af døgnet. Haster din opgave, kan vi som regel rykke ud inden for maks. 3 timer, og ofte er vi fremme allerede inden for 1 time.
Kvalitet frem for alt
Stantek er kendt for kreativitet, og vi deler gerne ud af vores mere end 35 års erfaring, når vi skal finde nye og måske atypiske løsninger.
Vi laver ofte tegninger af produkterne, så vi lettere opnår en fælles forståelse for løsningen. Med vores 3D-tegner kan vi skabe illustrationer, der virkeliggør funktionerne i for eksempel en kompleks konstruktion.
Med et stort netværk af leverandører har vi altid nogle at trække på ved opgaver, vi måske ikke selv kan klare. Og vores faste samarbejde med ingeniører har givet os en stor viden omkring konstruktioner og beregninger.
I Stantek er kvalitet et nøgleord. Vi er derfor certificeret til CE-mærkning i henhold til DS/EN 1090, som er den bærende certificering i alle opgaver inden for stålkonstruktioner. Vi er godkendt til arbejde i EXC4, som er den højeste udførelsesklasse inden for konstruktion. Vi kan derfor udføre alle slags opgaver, og du er garanteret en høj kvalitet i vores arbejde.
Kontakt os